Om hddpris.dk

Jeg hedder Mads Elkjær og læser på Aarhus Universitet. Jeg har et lille homelab derhjemme, og da jeg skulle udvide det, opdagede jeg hvor besværligt det er at finde ud af hvilke harddiske der egentlig er billige. Priserne står jo i kroner, ikke i kroner pr. terabyte. Så lavede jeg den her side.

Hvor tallene kommer fra

Siden henter produktlister fra Proshop, Dustin og CompuMail hver dag. For hver disk bliver prisen delt med antallet af terabyte. Det er det tal tabellen sorterer efter.

En disk til 3.000 kr. kan sagtens være et bedre køb end en til 600. Det er nemt at overse, hvis man kun kigger på prisen.

Kapaciteten bliver læst ud af produktnavnet automatisk, og det går ikke altid godt. Tomme kabinetter og adaptere bliver sorteret fra, og det samme gør priser der er for lave til at kunne passe. Der ryger nok stadig noget igennem. Tjek prisen hos forhandleren inden du køber.

Specifikationer

Omdrejningstal, formfaktor, interface og NVMe kommer fra Open Icecat, hvor producenterne selv har godkendt oplysningerne. Det er mere pålideligt end at gætte ud fra produktnavnet, som er den eneste kilde butikkernes feeds giver.

Open Icecat dækker kun de mærker der er med i ordningen, så en del diske (især server-diske solgt under HPE, Dell og Lenovo) har ingen specifikationer hos dem. Så står der "Ukendt", i stedet for at de forsvinder ud af filtrene. Vælger du fx 7200 omdr./min, får du de diske jeg ved kører 7200, ikke nødvendigvis alle der gør.

Specifikationer gemmes lokalt og hentes igen efter et halvt år, så de kan i sjældne tilfælde halte efter producenten. Priser og lagertal er derimod fra butikkerne og opdateres hver dag.

CMR og SMR er en undtagelse: det fører Icecat ikke, og den oplysning er derfor min egen ud fra hvilken serie disken tilhører. Jeg markerer kun de serier jeg er sikker på. Resten står som "Ukendt" i stedet for et gæt. Det er værd at slå efter hos producenten, hvis disken skal i en NAS.

Penge

Købs-linksene er affiliate-links. Klikker du på et og køber noget, får jeg nogle få procent. Du betaler det samme som ellers. Det er sådan siden bliver betalt.

Provisionen har ingen indflydelse på rækkefølgen. Tabellen sorteres efter kroner pr. terabyte, og der findes ikke noget sted i koden hvor en forhandler kan betale sig højere op.

Skriv til mig

mads@enmadsesoftware.dk

Er der noget der ser forkert ud, eller mangler der en forhandler, vil jeg gerne høre det.